Mandeinfluenza – de fleste kender nok begrebet. Når kroppen knager, hovedet dunker og sveden pibler frem når der skal skiftes film på Netflix. Lidt syg er man vel -.selv om feberen ikke rigtig kan måles.
Dagenes spørgsmål er så om jeg alligevel kan løbe en tur? Jeg savner freden, friheden og roen i kroppen når jeg løber, men samtidig ved jeg godt at jeg højst sandsynligt kun forlænger smerten ved at tage af sted.
Efter mange overvejelser vælger jeg at være klog. Jeg vil gerne være sej senere på året, så jeg må hellere starte med at være klog. Jeg skeler lidt til et forbillede – Anders Legarth (som skriver en af de bedste løbeblogs jeg har læst) – og han tillader sig også at lytte til kroppen. Altså – tilbage til Netflix.
Efter lidt over en dag har jeg besøgt min løbesko i gangen adskillige gange, set efter om der er strøm på pandelampen, vasket løbetøjet igen og læst lidt ,mere om løb. Det hiver og slider i mig for at komme af sted, og efter 2 iprener og en pamol er jeg sgu på toppen. Eller er jeg? Tilbage til ventetiden og håbet om at i morgen er det bedre.